tirsdag den 23. februar 2010

Verdens mest optimistisk vinklede telegram

For dem der har overset det - eller dem, der ikke har tid til at se TV hele natten - kan vi afsløre, at Danmark i øjeblikket er til Vinter OL i Vancouver.

Det går ikke vanvittigt godt, men lidt lyspunkter er der at finde. Faktisk er der ret så store lyspunkter, hvis man læser et af aftenens Ritzau-telegrammer.

Under overskriften "Bode Miller slået af Kilsgaard" præsenteres succesen klart og tydeligt: Den danske skiløber Markus Kilsgaard sluttede foran verdensstjernen Bode Miller i disciplinen storslalom. Noget af en præstation må man sige.

Telegrammet nævner dog også, at Bode Miller missede en port og altså slet ikke havde et godkendt gennemløb. Men slog ham, det gjorde danskeren jo teknisk set alligevel. Også selvom Kilsgaard var over 9 sekunder langsommere end den bedste løber.

Good Press Bad Press synes, det er kreativt og meget patriotisk, men lidt for optimistisk vinklet.

Som bonusinfo kan det tilføjes, at Markus Kilsgaard efter første gennemløb blev diskvalificeret for at bruge ski, der var 0,05 mm for tykke. Derefter blev han taget til nåde, da danskerne klagede over afgørelsen. Og derefter trak han sig på grund af sygdom.

// © MPH

Ingen kommentarer:

Send en kommentar