onsdag den 24. februar 2010

2010 er ikke TV2s år

TV2 er mildt sagt kommet dårligt fra start i det nye årti. Især når det gælder seertal på underholdnings- og dramaprogrammerne.

Det viser en gennemgang af seertallene for årets syv første uger, som Good Press // Bad Press har foretaget.

Faktisk er det kun sport, der har kunnet sikre TV2 ugens mest sete program, og det var under VM i håndbold.

Værre står det til med drama og underholdning, hvor DRs X Factor og Livvagterne med undtagelse af ugen med håndbold har indtaget positionerne som de mest sete programmer.

TV2 største satsning, Den Nøgne Sandhed, er en allerede velbeskrevet fiasko, men også søndagsnykommeren Glee (musical-TV gudhjælpemig) har ikke rigtig fået fat i seerne og er ikke at finde på nogle topliste for 2010. Det samme gælder den ellers voldpromoverede serie The Good Wife, som seeren også har luret som amerikanske efterladenskaber.

Det eneste TV2 tilsyneladende stadig kan er krimi, og De 7 mord og Station 2 har været sikre successer, ligesom Hans Pilgaard ikke har skuffet med Hvem vil være millionær.

De topper bare ikke længere, TV2.

// © MPH

Ingen kommentarer:

Send en kommentar