Viser opslag med etiketten christoffer guldbrandsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten christoffer guldbrandsen. Vis alle opslag

torsdag den 1. juli 2010

Årets karriereskift

Jacob Winther bliver ifølge Politiken nu kommunikationschef i Danske Regioner.

Hvilket scoop (ikke for Politiken)...

Men for Christoffer Guldbrandsen - nu kan vi se frem til afsløringer af, at Jacob Winther har bragt danske sygeplejerskers liv i fare.

Se frem til afsløringer af, at lægernes "læg drop ind"-manual bliver maskinoversat til arabisk (og vel at mærke ikke for at hjælpe de arabiske patienter)

Og sidst men ikke mindst kan vi nok også frem til, at skjulte optagelser (iscenesat af Kommunernes Landsforening med Jan Trøjborg i spidsen) bliver lækket.

Men Politiken kommer nu nok også til at spille en (selvovervurderet) rolle. De vil velsagtens trykke hele fagbladet Sygeplejersken i et månedligt særtillæg som forsvar for ytringsfriheden.

Vi venter blot på, at de første medarbejdere bliver bortvist.

// © MPH

søndag den 7. marts 2010

Derfor skulle Jæger-bogen ikke ud

Da "Jæger - i krig med eliten" udkom var medierne forundrede over, hvorfor Forsvarministeriet skabte sig så meget, inden bogen kom på gaden. De fleste mente nemlig bogen var uskadelig - se blot her og her.

Men nu ved vi måske, hvorfor bogen ikke skulle ud:

Vi bringer her et mindre uddrag fra bogen:

"Jeg er en del af Task Force K-Bar. Den første eliteenhed i krigen mod terror. Vi eksisterer fra oktober 2001 til juni 2002 og består af 1.300 elitesoldater fra blandt andet amerikanske US Navy SEALS, Special Air Service fra Australien og New Zealand, Kommando Spezial Kräfte fra Tyskland, den norske Jegerkommando - og så Jægerkorpset og Frømandskorpset fra Danmark, som lyder undernavnet Task Force Ferret.

Vores opgave: at lokalisere og opsøge Taleban og al-Qaida med henblik på tilintetgørelse.

På ni måneder når Task Force K-Bar 42 rekognosceringsopgaver samt et ukendt antal kampmissioner, der fører til 115 døde og 107 tilfangetagne. Herunder fanger danske jægere to gange afghanere, som overdrages til amerikanerne."

Hov, hov, hov! Overdragede danske soldater afghanere til amerikanerne? Var det ikke det "Den Hemmelige Krig" handlede om?

Der kommer meget godt ud af at læse Hus Forbi.

// © MPH

torsdag den 18. februar 2010

Pressen taber på lækagesag

Den gode Uffe Ellemann-Jensen har på Berlingske.dk blogget om pressens rolle i lækagesagen.

Han leverer bl.a. følgende bredside:

"Når der - forhåbentlig - er kommet en konklusion på den aktuelle sag, bør der blive tid til eftertanke hos de ansvarlige for vore nyhedsmedier, som har tilladt en udvikling, hvor grænserne skrider i takt med at journalister begynder at optræde som eksperter og kommentatorer og underholdere og "dokumentarister", der producerer doku-fiktion - og hvor Christiansborg vrimler med journalister fra alle mulige medier, som søger at fange opmærksomheden med "sjove" små happenings, der involverer (alt for) villige politikere."

Og:

"Troværdighed er en skrøbelig størrelse, som så let kan mistes - og kun vanskeligt kan genskabes. Medierne har - over en bred kam - tabt troværdighed på denne sag. Uanset hvordan den ender."

Læs hele indlægget her.

// © MPH

mandag den 8. februar 2010

Paradise Hotel blev lækket af DR

Det er ikke nogen hemmelighed, Good Press // Bad Press har glædet sig til Paradise Hotel.

Men i den svære ventetid før premieren i aften, hvor timer føles som dage og dage som evigheder, kommer der heldigvis hjælp fra uventet kant.

Vi har nemlig fået en ny udgave af Paradise Hotel. Den bliver sendt på DR - eller den skulle være sendt på DR i går aftes, men blev så pillet af programmet. Men nu bliver det sendt alligevel.

Vi taler selvfølgelig om farcen om lækagen.

Ikke siden Haider regerede på Paradise, er så mange blevet ført bag lyset. Ikke siden Martin i sidste sæson fik djævlehorn i panden, er der blevet løjet så meget. Ikke siden Susan K var lidt for våd, er så mange gået i seng med fjenden.

Årets rolleliste er lang:

Michael Dyrby. Kaare R. Skou. Christoffer Guldbrandsen. Jacob Winther. Anders Németh. Hans Sønderby Christensen. Jacob Kwon. Ulrik Haagerup. Søren Gade. Michael Bech. Kristian Sloth. Rasmus Tantholdt.

Påfaldende er det dog, hvor få kvinder (altså: ingen) der optræder i dette års tidlige version af Paradise. Man kan mistænke DR for at have peppet udsendelsen lidt op, som TV2 gjorde det med Dagens Mand.

Under alle omstændigheder: DR sender det indslag, de ville have sendt i går, i aften kl. 18.30. Så håber vi, det bringer mere nyt.

Eller rettere: Nej, vi håber ikke, det bringer noget nyt. For alt kan ske på Paradise Hotel.

// © MPH

torsdag den 4. februar 2010

Presse Haiku XVIII

Guldbrandsen er svært
at bruge i et haiku
Sikke dog en skam

// © MPH

Michael Bjørnsons smoking gun

Der er to sager, der kæmper om mediernes opmærksom i dag.

Den ene er tåbelig - sagen om Holbergskolen, for ingen ved vist helt, hvad den sag handler om.

Den anden er mindst lige så tåbelig, men til gengæld meget mere underholdende. Det er nemlig sagen om Michael Bjørnsons utroskab.

Den breakede allerede for at par dage siden, og det er gammelt nyt, at Michael har sendt et frækt billede til sin massør.

Men i dag præsenterer Se og Hør så det, som Christoffer Guldbrandsen ikke har kunnet præstere i sagen om lækage i Forsvarsministeriet - Se og Hør offentliggør nemlig både billede og telefonoptagelse.

Altså the smoking gun. Betegnelsen the smoking gun er i denne omgang dog lidt upassende, da the smoking gun er et billede af Michael Bjørnsons gun.

Spørgsmålet er så bare, hvem der har lækket billedet. Kan det være massøren - det er det oplagte bud, men vi håber, det er Michael Bjørnson, for så har vi endelig en dansk mand, der er moden til at overtage pladsen fra Sidney Lee.

Og i betragtning af hvad Bjørnson før har præsteret, ville det ikke overraske.

P.S. Se og Hør følger selvfølgelig reglerne for god presseskik og krediterer Michael Bjørnson som fotograf af det pixelerede "pik med hund i baggrunden"-billede. Var det sket i Henrik Qvortrups tid?

// © MPH