tirsdag den 29. juni 2010

Titanic 2 er da en god idé

Det her er det dummeste, vi har hørt længe.

Hvem får overhovedet den vanvittige idé at lave Titanic 2?

Og hvem finder på at smide penge i projektet?

Og hvem finder så på, at filmen skal foregå i dag på et moderne krydstogtskib (kaldt Titanic 2), der sejler samme rute som Titanic gjorde for 100 år siden, men i dag overraskes af en tsunami?

Held og lykke.

Sikkert er det dog, at Titanic 2 bliver udsendt direkte på DVD.

// © MPH

Spin af høj karat

Han var en lysende stjerne, men så tævede han kæresten, der var en endnu mere lysende stjerne.

Chris Brown har mildt sagt været i problemer, siden han slog sin daværende kæreste Rihanna sidste år.

Og karrieren er heller ikke kommet tilbage på sporet endnu. Der er ingen, der har troet på hans undskyldninger og derfor heller ikke ret mange, der har købt hans plader.

Men så skete der noget i går, der har fået USA til at elske Chris Brown igen:



Først brillerer Brown som sand Jackson-kopi (med lidt nytænkning) og så bryder han sammen og vælter rundt på gulvet i gråd (cirka 4:40 og fremefter), da han forsøger at synge Man in the Mirror, der netop handler om at forandre sig til det bedre.

I stedet begynder publikum at synge teksten, og dermed vaskes Brown fri af skyld og skam.

Man kan diskutere om tårerne er ægte, om det er iscenesat og så videre, men det geniale ved den optræden er, at han ikke bare hylder Jacko, nej det er, at han stiller sig selv i samme position som Jacko.

Michael Jackson var om nogen omgivet af kontroversielle sager, men i hans død blev han frifundet (det gjorde han nu også i retten, men næppe i den brede befolkning) - og nu spørger Brown så indirekte om det ikke ville være bedre at vi tilgiver ham, mens han stadig i live.

Hvis bare det var så nemt i politik. Så kunne Helle Thorning holde en af Anker Jørgensens taler om skattepligt og vi ville glemme alt om Kinnocks skattely - eller hvad det nu er.

// © MPH

torsdag den 24. juni 2010

Ugens Good Press

Amalie - hun behøver ikke nærmere introduktion - optrådte i morges i Go' Morgen Danmark.

Det var i sig selv en dejlig overraskelse, men optrædenen smed også et bare dejlige ting af sig.

Blandt andet et par hænder for ørerne hos værten i baggrunden:



Det er et hårdt slag for Go' Morgen Danmarks bløde, venlige image. Men ikke desto mindre et tiltrængt hårdt slag, som vi giver Amalie credit for. Hun modtager derfor Ugens Good Press.

Dertil kommer, at vi - under visning af videoen på YouTube - blev opmærksom på YouTubes seneste tiltag. Nemlig en vuvuzela-knap, der overdøver lyder på videoen med lyder af lækker vuvuzela.

// © MPH

onsdag den 23. juni 2010

Ugens Stupid Press

Ja, vi har i denne uge omdøbt Ugens Bad Press til Ugens Stupid Press, for chefredaktør på Se og Hør, Kim Henningsens forslag i Journalisten er sgu for dumt.

Han ønsker sig tilbage til tiden før internettet. Ønsker sig, at det bliver forbudt at citere en historie i de første otte timer et trykt medies historie er på gaden.

Henningsen siger følgende til Journalisten (vi citerer uden skam):

»Det kunne for eksempel være, at vi indfører en otte timers karensperiode fra det øjeblik, et medie er sat til salg. De fleste medier bliver solgt inden for otte timer, fra de udkommer. Efter otte timer kan der være frit slag. Så vil nogle sige, at nyhederne skal præsenteres lige så snart, de er der, og at de skal lægges frem for folket. Det kan de have ret i, men hvis vi ikke passer på, så bliver der færre og færre medier til at lave det, vi skal, og så bliver mediebilledet langt mindre mangfoldigt.«

Vi siger bare:



Og så siger vi:

Ikke alene er det jo et komplet latterligt forslag, det er også uladsiggøreligt og vil blot flytte endnu flere til "uofficielle" eller sociale medier, der ikke følger mediernes gentlemansaftale (som i øvrigt ikke er galant overfor andre end konkurrenterne - og dermed netop ikke brugerne).

Hvis nu Se og Hør lige var kommet på gaden (altså for max otte timer siden), ville vi gerne benytte lejligheden til at citere en historie.

Da der er gået over otte timer siden sidste blad kom, vælger vi blot at overse denne historie om en våd mis...

// © MPH

mandag den 21. juni 2010

Hvalen er nået til Fox News

Du kan altid regne med FOX News.

// © MPH

Va te faire enculer, sale fils de pute!

Det sagde Anelka - ifølge L'Equipe - til Domenech i pausen i kampen mod Mexico.

Google Translate (Shout out til Forsvarsministeriet) siger, det betyder "fuck dig, du beskidte søn af en kælling" - og så er det vist endda den pæne version...

Men hvordan oversætter eller omtaler verdens medier Anelkas hilsen:

Associated Press nævner slet ikke ordene, men skriver at Anelka "made obscene comments"

Reuters skriver, at Anelka "insulted Domenech in a crude manner", men tør heller ikke skriver de frække ord.

AFP går dog næsten linen ud og noterer, at Anelka sagde "go screw yourself, dirty son of a whore".

News of The World har derimod denne tolkning: "Go and get f***ed, you dirty son of a whore."

Mirror Football tør heller ikke skrive fuck, så de skriver “F***off, you dirty son of a whore.”

Omvendt har Ekstra Bladet denne udlægning: "knep dig selv, din ludersøn."

Sporten.dk giver den lidt ekstra gas: "Knep dig selv, din beskidte ludersøn."

Bold.dk fastslår blot, at Anelka kaldte Domenech for en "ludersøn".

Politiken mener derimod at vide, at Anelka sagde "rend mig, din beskidte søn af en luder"

JP.dk er faktisk ganske retvisende, da de bringer forbehold: "Derefter skulle Anelka angiveligt have sagt noget i retning af "Fuck dig, din beskidte ludersøn" til Domenech foran hele truppen"

De kinesiske medier kan dog også være med:

Ifølge SOHU skal Anelka have sagt: 你个婊子养的,不配当主教练, hvilket ifølge Google Translate betyder: "Du er en tæve, der ikke kvalificeret til at coache."

Titan skriver derimod 你自己去XXX(与性有关)吧, 肮脏的XX养的 som oversættes til: You go XXX yourself (related to sex)! Dirty son of a XXX.

Endelig dropper Zhejiang Online helt at oversætte de frække passager og skriver blot at Anelka kalder Domenech for en "son of a bitch".

Men men men....

Er det et stort komplot eller er der ingen, der tør sige røv? For selvom Good Press // Bad Press ikke er gode til fransk, ved vi dog, at cul betyder røv. Altså knep dig selv i røven...

Domenech go home!!!

// © MPH

lørdag den 19. juni 2010

Hvor mange hvaler er der i Vejle?

Hvalen er over os og bliver fortsat mandsopdækket. Både on-site, on-hval og hjemme fra studiet. Sidste nye lige pt. er, at den ligger stille endnu længere inde i fjorden efter at have revet sig løs i et kort øjeblik i går.

Facebook er i den forbindelse selvfølgelig altid relevant. Good Press Bad Press har endnu ikke set de obligatoriske facebook-referencer a la "red hvalen" eller "Hvalpoliti NU!" i medierne, men til gengæld har vi opdaget noget andet.

Hvis man interesserer sig for både Facebook og hvaler og vil finde hvaler i Vejle på Facebook får man følgende resultat:



Good Press Bad Press vil nødig lægge sig ud med den kvindelige del af befolkningen (og specielt ikke dem der tilhører Mødregruppe Vejle), men c'mon - det er da lidt sjovt.

// © MPH

fredag den 18. juni 2010

Ugens Bad Press

Dansk Folkeparti har begået denne video med Tulle og Pia K. i hovedrollerne og den byder både på brede smil og fikse driblinger. Det er selvfølgelig Ugens Bad Press. Men stadig held og lykke til VM-drengene!



// © MPH

Ugens Good Press

... går til den strandede finhval i Vejle Fjord.

Ikke siden Lene Espersen meldte afbud til Arctic Five-mødet, har en mediepersonlighed fået så meget omtale.

Det er selvfølgelig en ganske særlig bedrift, der ikke bare kræver total fokus fra hvalens side, men også total overgivenhed fra landets journalister.

Men som Good Press // Bad Press nu dokumenterer har de to sager faktisk en del til fælles:

Lene skulle have været i Canada, men endte på Mallorca

Hvalen (hvorfor er der ingen, der har givet den et navn endnu? Vi dikterer idéudvikling på TV2 i morgen tidlig) skulle være på dybt vand, men endte i den labyrintiske (tak til utallige udsendte journalister) Vejle Fjord.

Der går formentlig et stykke tid inden Espersens politiske karriere er forbi (der er lang tid til valget), ligesom der formodentlig også går et stykke tid før hvalen dør. Men: Det er indiskutabelt, at det er fordi for dem begge.

Lene er stædig, det er hvalen også. Da hvalen endelig kom fri svømmede den længere ind i haven. Da Lene Espersen kunne have lukket sagen, meldte hun afbud til den israelske ambassadør.

Når det går dem værst, er der nogen, der tramper på dem. I hvalens tilfælde var det en 26-årig mand, der hoppede på den, i Lene Espersens tilfælde var det Per Stig.

// © MPH

Presse Haiku XXXIX-XLI

Åh, en halvdød hval
Hvilken agurk, en våd drøm
Dø nu langsomt, tak

Journalister
Elsker jo kun strandet spæk
Fordi folket gør

Stop den ud med vat
Sang de engang, hvad med en
Statsbegravelse

// © MPH

onsdag den 16. juni 2010

Afslører den Konservative (dobbelt)moral

Lars Barfoed har været sød ved Berlingske Tidende i dag og brager i et interview ud med nye konservative ideer. Hovedpunkterne er mere brugerbetaling og lavere skat til velstillede borgere. Til Berlingske Tidende siger han bl.a.:

"Vi skal målrette ressourcerne til dem, der har mest brug for det"

"At gøre sin pligt betyder blandt andet, at du ikke kommer og beder fællesskabet om at understøtte dig, hvis du godt kan klare dig selv"

"Så må de, der kan, klarer sig selv" (direkte afskrrrift)

Nøglen til det hele er altså, at de, der kan - f.eks. Lars Barfoed, som han selv konstaterer - skal klare sig selv. Og i øvrigt ikke komme og bede om for meget.

Good Press Bad Press henleder opmærksomheden på endnu en artikel i Berlingske Tidende. Den er ikke mere end 15 dage gammel og handler om, at flere borgerlige politikere nægter at gå ned i løn i forbindelse med regeringens store genopretningsplan.

F.eks. siger Barfoeds partikammerat og gruppenæstformand for de Konservative Tom Behnke:

"Med den flid vi lægger for dagen fra tidlig morgen til sen aften, er der ingen tvivl om, at vi vil kunne få langt over en million i årsløn i det private erhvervsliv"

Mens den konservative gruppeformand Henritte Kjær til Ritzau også har meldt klart ud om DF's forslag om en lønnedgang til Folketingets medlemmer:

"Vi støtter det ikke."

Good Press Bad Press kan godt se moralen. I hvert fald den dobbelt af slagsen.

// © MPH

tirsdag den 15. juni 2010

Presse Haiku XXXVI-XXXVIII

Et par haikuer (der rimer) i lyset af Berlingskes fortsatte afsløringer om ROJ TV - og i forlængelse af det vi hermed døber Fogh-doktrinen:

Muhammed var A
Det følges altid af B
Det er ROJ TV

PKK er rå
Er de til at stole på?
Men, lad ROJ bestå

Hvis ROJ nu lukkes
Det ej kan udelukkes
At alt håb slukkes

// © MPH

mandag den 14. juni 2010

TV2 tager konsekvensen

Der var engang TV2 førte sig frem som kanalen, der lavede TV til alle danskere.

Men så kom foråret fra helvede og TV2s seertal raslede ned, som grundigt beskrevet her på bloggen.

Og nu tager TV2 så konsekvensen.

For sloganet - eller taglinen eller hvad man nu kalder det - for TV2s VM-satsning er "Fem millioner, et mål".

Det viser altså, at TV2 har nedjusteret målsætningen; nu laver de kun TV til hovedparten af danskerne, for vi er som bekendt tættere på at være seks, end vi er på at være fem millioner danskere.

Er det fordi, TV2 ikke regner med, at kvinderne ser fodbold? Nej, dem er der cirka 50 procent af.

Er det fordi, TV2 satser på alle på nær de gamle? Nej, dem er der som bekendt nok af til, at de kan afgøre et folketingsvalg og forhindre afskaffelsen af efterlønnen.

Nu har vi det. TV2 skider på indvandrerne. Det er den eneste befolkningsgruppe, vi kan komme i tanke om passer på cirka det antal, som ikke har samme mål som os og TV2.

Hvor belejligt.

// © MPH

fredag den 11. juni 2010

Palin! Boob Job! Thank you, Lord!

Nogle rygter er for gode til ikke at viderebringe, og specielt når de handler om Sarah Palin.

For har vores lille primadonna fået nye, større kasser, bryster, jader, patter eller hvad der nu er the word du jour?



Måske ja! Billederne viser i hvert fald en udvikling. Og hendes bryster burde vel egentlig være blevet mindre - ikke større - i den seneste tid, da det efterhånden er længe siden hun fik lille Trig.

Det bedste tegn på, at der er noget om snakken, er måske, at Fox News er begyndt at tage emnet op:



// © MPH

torsdag den 10. juni 2010

En afslørende BP-tankstation i Ohio

Den her taler for sig selv:



Men vores råd er alligevel klart. Fyr hele kommunikationsafdelingen. Den hjælper alligevel ikke.

// © MPH

onsdag den 9. juni 2010

Månedens Presse Fatwa

Vi vil ikke høre mere om 15-20 indvandrerdrenge, der kastede med rådne æg mod Medina (uden at ramme).

Helt ærligt, det drejer sig om 15-20 personer! Og nok det samme antal æg - hvis ikke det er for mange. Men straks er politikerne på bane med fodlænker og enkeltbilletter til Saudi Arabien.

Man kan tilgive B.T. og Ekstra Bladet deres overdrevne fokus på en ligegyldig sag (kun fordi det er forventeligt), men at Berlingske nu også bruger lederplads på sagen. For helvede, altså.

Samtidig ser Naser Khader en mulighed for endelig at profilere sig:

Han siger meget vrøvl til Berlingske Tidende, men er også afsender på følgende:

"Naser Khader påpeger iøvrigt, at hiphop-gruppen Outlandish tidligere har spillet samme sted i Ishøj - uden at blive overdynget (Hun blev ikke ramt! Vores tilføjelse) med æg."

Men Khader taler som sædvanlig mod bedre vidende. Det her var nemlig, hvad Outlandish skrev på deres Facebook-profil i går:

"Vil bare lige give medina et totalt godt gået i Ishøj, har selv prøvet at få æg kastet mod os af unge, der ikke kunne opføre sig anstændigt til en koncert. De skal bare sættes på plads, respekt!!!"

Ok, Khader, Outlandish har måske ikke fået kastet æg mod sig i Ishøj, men deres religion betyder altså ikke, at de ikke bliver set som potentiel skydeskive for æggeattentatsmand, hvilket ellers synes at være Khaders ræsonnement.

Da Good Press // Bad Press gik i gymnasiet kastede vi i øvrigt også med rådne æg. Målet var et hus i et fabriksområde, og det var simpelthen bare for grimt. Vi undskylder over for alle ejendomsmæglere.

Under alle omstændigheder: Vi udsteder hermed en pressefatwa mod alle aviser og journalister, der dækker sagen om æggekasterne og Medina.

// © MPH

Endnu en gang bliver vi overset

Den nye Cavling-komité er blevet valgt, og Good Press // Bad Press blev overset på trods af vores åbenlyst gode rygte i branchen og vores velvillighed overfor vennetjenester.

Men når det er sagt - eller faktisk fordi netop det blev sagt - vender vi nu ryggen til the establishment og indstifter hermed vores egen og potentielt lige så prestigiøse pris, Good Press // Bad Press-prisen.

Indstillinger modtages via mail.

Prisen gives til en journalist eller flere journalister, der udmærker sig ved at give finger til the establishment - eller giver the establishment fingeren.

// © MPH

tirsdag den 8. juni 2010

Ugens Bad Press

Ugen er endnu ung, men vi er rimelig sikre i vores sag.

Ugens Bad Press tilfalder 3F for rubrikken "Slikker Bendtner baronessen på ærten?"

Vi er dog ikke helt sikre på, hvordan rubrikken er endt, som den er.

Men altså, Mattias Tesfaye, tømrer og faglig sekretær i 3F, der blogger på eb.dk (og Politiken og flere andre steder) bliver betalt (går vi ud fra) af 3F for at give organisationen lidt liv eller noget - og lidt spalteplads. Her så på Nationen!

Og vi skal love for han leverer. For selvom det sikkert er eb.dk, der har smidt rubrikken på, så er det fandme dårligt tænkt af 3F.

De ligner jo komplet liderlige amatører, når de står som afsendere af sådan et budskab - som teksten så i øvrigt slet ikke drejer sig om. Ja, hvad handler den egentlig om?

// © MPH

søndag den 6. juni 2010

Ugens Good Press

... går omvendt til den bedste medieidé, siden Good Press // Bad Press blev undfanget en sen aften på Amager.

Det er selvfølgelig Reimar Bos fake-Twitter-konto.

Simpel idé, men genial idé. Mellemsjovt indhold.

Enjoy!

Men vi advarer allerede nu den vittige hund, der står bag foretagendet: Hvis vi kender Reimer Bo ret, er hans navn, hans silhuet og hans tilstedeværelse i det offentlige rum registrerede varemærker.

Så det bliver en dyr fornøjelse (det er derfor Good Press // Bad Press konsekvent veksler mellem at stave hans navn med a og e - det vil hjælpe os i retten)

// © MPH

Ugens Bad Press

... går til Journalisten.dk

De formår nemlig at komme dagevis forsinket med nyheden om, at Politiken har fyret Jeppesen. Faktisk kommer de slet ikke med nyheden, men linker blot til Politikens hjemmeside:




Og det er ikke fordi, det er stof, Journalisten.dk ikke prioriterer. Nej, de har faktisk ikke skrevet om ret meget andet hele ugen. Og der har været masser af klik i historien.



Journalisten.dk skal Tættere på Læseren. Og hurtigere på læseren.

// © MPH

fredag den 4. juni 2010

Her er dit nye job, Jeppesen

Det er ikke gået Good Press // Bad Press' næse forbi, at Jeppesen er blevet fyret af Politiken.

Tøger ville ikke finde sig i, at Jeppesen skrev, at Lars Løkke havde haft sex med Kathrine Lilleør.

Det skader angiveligt Politikens troværdighed.

Den slags problemer har vi ikke på Good Press // Bad Press, så hvis du er der ude Jeppesen, så tilbyder vi dig hermed et nyt job som fast blogger her på Good Press // Bad Press.

Vi vil gerne motivere dette tilbud. Ikke alene skaber du overskrifter. Det kan vi godt bruge. Men du blogger også ulønnet. Det åbner virkelig interessante perspektiver.

Samtidig gør vi opmærksom på, at vi ikke har en ansvarshavende redaktør, så der er ingen af os, der kan ryge i fængsel.

Lad høre fra dig.

// © MPH

Ritts er tilbage!

Ritt Bjerregaard var i går aftes gæst i Jersild Live. Og hun stjal som sædvanlig dagsordenen.

På dagsordnen var den nye lækagesag.

Og hun lagde hårdt ud med - uden omsvøb - at rette flasken mod Per Stig. Han er altså ifølge Ritt the whistle blower...

Hans Engell konstaterede noget forbløffet, at den leg, leger han ikke.

Men her på Good Press // Bad Press tror vi ikke på den. Per Stig er sådan en pæn mand. Og alt for nobel. Og rutineret.

Tilbage er altså Claus Hjort, Lene Espersen, Brian Mikkelsen, Lars Løkke og Troels Lund Poulsen.

Lene Espersen var fraværende og det var Brian Mikkelsen åbernbart også. I hvert fald ifølge Jarl Cordua. Så er der tre venstremænd tilbage.

Lars Løkke er det næppe. Claus Hjort er det formodentlig heller ikke, han er for magtliderlig. Altså er der kun Troels Lund Poulsen tilbage.

Ung, urutineret, opmærksomhedskrævende. Det lugter at gylle. Kom ikke og sig, Venstre stadig ikke er et bondeparti.

// © MPH

torsdag den 3. juni 2010

Lækageministeren!

Berlingske Tidende er braget ud med noget af en historie i dag. En eller anden advarede Løkke om at Lenes afbud til det arktiske statusmøde var en rigtig rigtig dårlig ide.

Men hvem?

De seks minister i koordineringsudvalget er: Udenrigsminister Lene Espersen (K), finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), kulturminister Per Stig Møller (K), økonomi og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Som sædvanlig når det gælder journalistisk vs. befolkning så får vi nok aldrig sandheden at vide, men det forhindrer jo ikke gætterier.

EB.dk konstaterer således, at "stikker-pilen" peger mod Per Stig Møller. Det bakkes op af så kompetente kilder som Nationen!-medlem Jess D., der konstaterer:

"Det er meget sandsynligt, at det er Per Stig, der har været på hævntogt."

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Imens kan vi konstatere, at Lars Løkke i hvert fald mener det samme som han hele tiden har ment. Men at det han siger i virkeligheden ikke behøver betyde, at han ikke vidste besked om afbuddet.

På sit ugentlige pressemøde sagde Lars Løkke:

"Det vi diskuterede i Folketingen, det var jo, om jeg havde været informeret om eller inddraget i beslutningen om, at udenrigsministren ville melde afbud til det pågældende møde. Og det har jeg ikke været."

Og som altid skarpe Niels Krause Kjær konstaterer på sin blog kan det meget vel passe:

"Er det så løgn? Njahh, man kan i alt fald ikke beskylde statsministeren for at have ruttet med sandheden. Ifølge hvad vi nu ved, så blev Løkke umiddelbart før Espersens ferie-afgang gjort bekendt med, at hendes forgænger, Per Stig Møller, var uenig i den prioritering. Men beslutningen var altså truffet. Løkke var dermed ikke inddraget i beslutningen. Var han så i det mindste informeret om, at hun ville melde afbud? Njahh, vel ikke. Han var derimod informeret om, at hun HAVDE meldt afbud."

For yderligere at underholde nægter Lars Løkke at oplyse, hvornår han vidste, at Lene havde tænkt sig at feriere i stedet for at være Udenrigsminister. Det skulle man ellers tro ville kunne lægge hele den belastende sag ned - hvis ellers Lars Løkke ikke skjuler noget.

// © MPH