onsdag den 17. marts 2010

Knap fem millioner spildt på spindoktorernes dumheder

I dag viste en undersøgelse fra webbureaet Dwarf, at vi er så meget på Facebook, at det hvert år koster os 11 mia. kroner. Det er ikke overraskende nyt.

Men sammenholdt med dagens andet hotte tal, nemlig de tidligere nævnte 93 mio. skattekroner, som regeringen har brugt på spindoktorer, bliver det lidt spændende.

For regeringens spindoktorer har som bekendt brugt en del tid på Facebook - endda på ret uheldig vis.

Men den sammenkædning stiller jo et relevant spørgsmål - hvor mange af de 93 mio. har spindoktorerne klattet væk på dumheder på Facebook.

Vi ved følgende:

Højtuddannede er den gruppe, der er mest på Facebook i arbejdstiden. Spindoktorer er - dumheder eller ej - veluddannede.

De, der bruger mest tid på Facebook, er på i gennemsnit en time i løbet af arbejdsdagen.

Vi antager, at en spindoktor arbejder 10 timer om dagen.

Facebook har været stort i tre år, men da de 93 mio. kun dækker halvdelen af Fogh+Løkke-perioden (2005-2009) regner vi med, at forbruget af Facebook har været stort i to år i den periode.

Altså er mindst 4,615 mio. kroner spildt på spindoktorer (og deres dumheder) på nettet.

// © MPH

Ingen kommentarer:

Send en kommentar