torsdag den 3. juni 2010

Lækageministeren!

Berlingske Tidende er braget ud med noget af en historie i dag. En eller anden advarede Løkke om at Lenes afbud til det arktiske statusmøde var en rigtig rigtig dårlig ide.

Men hvem?

De seks minister i koordineringsudvalget er: Udenrigsminister Lene Espersen (K), finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), kulturminister Per Stig Møller (K), økonomi og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Som sædvanlig når det gælder journalistisk vs. befolkning så får vi nok aldrig sandheden at vide, men det forhindrer jo ikke gætterier.

EB.dk konstaterer således, at "stikker-pilen" peger mod Per Stig Møller. Det bakkes op af så kompetente kilder som Nationen!-medlem Jess D., der konstaterer:

"Det er meget sandsynligt, at det er Per Stig, der har været på hævntogt."

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Imens kan vi konstatere, at Lars Løkke i hvert fald mener det samme som han hele tiden har ment. Men at det han siger i virkeligheden ikke behøver betyde, at han ikke vidste besked om afbuddet.

På sit ugentlige pressemøde sagde Lars Løkke:

"Det vi diskuterede i Folketingen, det var jo, om jeg havde været informeret om eller inddraget i beslutningen om, at udenrigsministren ville melde afbud til det pågældende møde. Og det har jeg ikke været."

Og som altid skarpe Niels Krause Kjær konstaterer på sin blog kan det meget vel passe:

"Er det så løgn? Njahh, man kan i alt fald ikke beskylde statsministeren for at have ruttet med sandheden. Ifølge hvad vi nu ved, så blev Løkke umiddelbart før Espersens ferie-afgang gjort bekendt med, at hendes forgænger, Per Stig Møller, var uenig i den prioritering. Men beslutningen var altså truffet. Løkke var dermed ikke inddraget i beslutningen. Var han så i det mindste informeret om, at hun ville melde afbud? Njahh, vel ikke. Han var derimod informeret om, at hun HAVDE meldt afbud."

For yderligere at underholde nægter Lars Løkke at oplyse, hvornår han vidste, at Lene havde tænkt sig at feriere i stedet for at være Udenrigsminister. Det skulle man ellers tro ville kunne lægge hele den belastende sag ned - hvis ellers Lars Løkke ikke skjuler noget.

// © MPH

Ingen kommentarer:

Send en kommentar