torsdag den 6. maj 2010

Venstre er ret vilde med Jyllands-Posten

Good Press Bad Press har fortsat næsen i sporet på Venstres nye Fakta-site. Det har Venstre også selv - i hvert fald er deres politikere begyndt at skampromovere sitet i offentligheden.

Partiets politiske ordfører Peter Christensen sagde således forleden til JP:

"Det er jo tydeligt, at Villy Søvndal ikke har fulgt opfordringen fra os i Venstre, om lige at tjekke fakta, inden han går i byen med sine usande budskaber."

Dér var den. Tjek lige fakta. Det er genialt. Og som om det ikke var nok så kommer han også igennem - i JP's artikel - med at få opfordret Søvndal til lige at kigge forbi hjemmesiden.

Peter Christensen sagde i øvrigt ordret det samme til Berlingske.dk samme dag. Det lugter af en pressemeddelelse.

Det er gået op for Venstre, at man booster troværdigheden af sine fakta, hvis man kildehenviser dem. Det har Venstre således gjort på Tjekligefakta.dk.

Good Press Bad Press har i den forbindelse gennemgået henvisningerne. Størstedelen af dem er til diverse politiske styrelser og ministerier.

Men der har også sneget sig en række mediehenvisninger ind - det er jo sådan set også fint. For journalister kan man stole på.

Der er i alt 10 'myter' på hjemmesiden og statistikken over kildehenvisninger fra de myter til medierne er her:

Jyllands-Posten: 4
Politiken: 0
Berlingske Tidende:0
Ekstra Bladet: 0
BT: 0
Information: 0
Kristeligt Dagblad: 0
Samtlige andre medier i Danmark: 0

Good Press Bad Press hader at insinuere noget, der ikke er. Derfor konstaterer vi bare, at Jyllands-Posten den eneste avis i Danmark, der trykker fakta på en måde, der giver Venstre lyst til at henvise til det.

For fakta er trods alt fakta, og det skal der ikke gå (medie)politik i.

Læs mere her.
// © MPH

Ingen kommentarer:

Send en kommentar