onsdag den 10. februar 2010

Gæsteskribent III

Mødet i Amagersalen er slut, og lederkollegiet har besluttet, at gæsteskribenten alligevel fortsætter som planlagt.

Der er opsamlingsseminar på Jaguaren snarest, og her vil en ny struktur for skribenttilføjelser blive besluttet.

// © MPH

Gæsteskribent II

Grundet uoverensstemmelser i lederkollegiet - og inspireret af DRs håndtering af lækagesagen - har vi besluttet at trække den tidligere annoncerede gæsteskribents blog tilbage.

Der vil blive afholdt ekstraordinært redaktionsmøde i morgen kl. 11.00 i Amagersalen, hvorefter beslutningen bliver taget op til revision.

// © MPH

tirsdag den 9. februar 2010

Medierne skylder en omgang

Ok, måske er det lige meget nu, hvor Michael Jackson er død.

Men med offentliggørelsen af ligsynsrapporten, der er aktuel i forbindelse med sigtelsen af Jacksons læge, bliver det endelig fastslået, at kongen af pop ikke blegede sin hud. Han led faktisk af hudsygdommen vitiligo.

Han var altså ikke flov over at være sort. Eller i hvert fald ikke så flov, at han blegede sin hud. Han nøjedes med at fikse næsen.

Den historie synes vi, medierne skylder at fortælle. Ikke fordi de i mange år gjorde nar af netop Jacksons hudfarve, men snarere fordi det er en fandens god historie. Det gør jo blot Jackos liv til en endnu større tragedie.

Tjek et par screen dumps fra rapporten:




// © MPH

Var Palin-brøler planlagt?

Ja, det mener i hvert fald notorisk demokratiske Alec Baldwin, der, af årsager der er Good Press // Bad Press ukendte, har en blog på Huffington Post.

Om Palin, der læser noter fra sin håndflade, skriver Baldwin:

"She reads her palm in order to send a message to her anti-Eastern establishment, Obama-hating, OK-You've-Had-Your-Black-President-Experiment, Tea Party types. That message is, "I'm just one person, doing the best I can with what God gave me. Like all y'all out there." And it was aimed right at that camera. Right at you and me."

Hvis det var planlagt, er det Ugens Good AND Bad Press.

// © MPH

DR Byen er utæt x 2

Endnu et twist er dukket op i Winthergate som lækage-sagen om Søren Gades spindoktor navnkundigt er blevet døbt.

Som Good Press Bad Press kunne berette i går har DR endelig fået diskuteret færdig med sig selv og nu besluttet, at de altså godt vil sende et indslag om sagen. Af indslaget fremgår det blandt andet, at Gades spindoktor slet ikke er på det bånd, der skulle bevise, at han har lækket fortrolige oplysninger til pressen. Det erfarer DR fra "en fortrolig kilde, der har hørt optagelsen".

Men men men. Det er nu kommet frem, at en medarbejder i DR - på eget initiativ forståes - har båndet og videreformidlet en samtale 'i relation til lækage-sagen'. Hvem båndet er givet til oplyses ikke og hvad relationen er oplyses heller ikke. Og det oplyses i øvrigt heller ikke hvad der er på båndet.

Det forklarer dog - måske - hvad DR mener, når de siger 'en fortrolig kilde, der har hørt optagelsen'. Nemlig, at det er en af deres egne journalister. Det gør unægtelig også researchdelen af at lave et TV-indslag noget mere overskuelig.

Det man også kan konkludere er, at DR Byen er utæt på flere områder. Ikke blot fordi det regner på TV-Avisen, men fordi deres båndoptagelser åbenbart ekspederes videre hurtigere end Lars Løkke kan aflyse en diplomatmiddag.

// © MPH

Ny gæsteskribent

I morgen tager Good Press // Bad Press fat på et nyt kapitel, der i årene fremover vil blive kaldt mediebranchens svar på månelandingen.

Vi byder nemlig velkommen til vores første gæsteskribent. Tag godt imod hende.

// © MPH

mandag den 8. februar 2010

Presse Haiku XIX

Lars Løkke trak i aften konekortet og sendte Sólrun i Go' Aften Danmark og TV2 Nyhederne. Hun havde meget make up på.

Løkke er så sur
At han sendte sin Sólrun
Smurt med Foghs lipgloss

// © MPH

Bliver Løkke reddet af et krydstogt eller en pornofilm

Hvis man skal tro de danske medier, står det skidt til for Lars Løkke. Rigtig skidt.

"Stop dine vrisne svar." "Skift gear." "Hele fundamentet under regeringen er ved at skride." Og så videre. Og så videre.

Faktisk står det så galt til, at der kun er en ting, der kan redde Løkke, men hvad det er, er der selvfølgelig ingen, der tør sige.

Det tør vi selvfølgelig her på Good Press // Bad Press, men ikke uden julelege. For først skal vi vide, hvad det ikke er.

Løkke kan ikke blive reddet af, at Johanne Schmidt-Nielsen er med i en pornofilm. Det er hun nemlig ikke. Vi tjekker google hver dag.

Løkke kan ikke blive reddet af, at Helle Thorning tager på et halvt års krydstogt. Hun er nemlig så usynlig, at det ikke vil blive opdaget.

Løkke kan ikke blive reddet af Villy Søvndal - for han er så højreorienteret, at han kun tænker på sig selv.

Nej, Løkke kan selvfølgelig kun blive reddet af et terrorangreb i Danmark.

Det vil til gengæld være skidt for os, så Løkke bliver nødt til at opgive drømmen om at vinde næste valg.

// © MPH

Paradise Hotel blev lækket af DR

Det er ikke nogen hemmelighed, Good Press // Bad Press har glædet sig til Paradise Hotel.

Men i den svære ventetid før premieren i aften, hvor timer føles som dage og dage som evigheder, kommer der heldigvis hjælp fra uventet kant.

Vi har nemlig fået en ny udgave af Paradise Hotel. Den bliver sendt på DR - eller den skulle være sendt på DR i går aftes, men blev så pillet af programmet. Men nu bliver det sendt alligevel.

Vi taler selvfølgelig om farcen om lækagen.

Ikke siden Haider regerede på Paradise, er så mange blevet ført bag lyset. Ikke siden Martin i sidste sæson fik djævlehorn i panden, er der blevet løjet så meget. Ikke siden Susan K var lidt for våd, er så mange gået i seng med fjenden.

Årets rolleliste er lang:

Michael Dyrby. Kaare R. Skou. Christoffer Guldbrandsen. Jacob Winther. Anders Németh. Hans Sønderby Christensen. Jacob Kwon. Ulrik Haagerup. Søren Gade. Michael Bech. Kristian Sloth. Rasmus Tantholdt.

Påfaldende er det dog, hvor få kvinder (altså: ingen) der optræder i dette års tidlige version af Paradise. Man kan mistænke DR for at have peppet udsendelsen lidt op, som TV2 gjorde det med Dagens Mand.

Under alle omstændigheder: DR sender det indslag, de ville have sendt i går, i aften kl. 18.30. Så håber vi, det bringer mere nyt.

Eller rettere: Nej, vi håber ikke, det bringer noget nyt. For alt kan ske på Paradise Hotel.

// © MPH

søndag den 7. februar 2010

Pia tager til mødremøde

Det er naturligvis ikke kun meningsmageri, du kan finde her på bloggen. Engang i mellem kommer der også en nyhed forbi.

Og hvis man skal tro slagene på vandrørene, så kigger Pia Kjærsgaard i morgen mandag forbi Holbergskolen og får en lektion eller to i integration af Københavns børne- og ungdomsborgmester Anne Vang.

Vi håber, Pia er klar over, hun under ingen omstændigheder må tage hverken Kristian Thulesen Dahl eller Peter Skaarup med.

Nå nej, det må hun faktisk godt.

// © MPH