Viser opslag med etiketten den nøgne sandhed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten den nøgne sandhed. Vis alle opslag

torsdag den 22. april 2010

Ugens Bad Press: En ubekvem sandhed

Der er angiveligt risiko for, at Cecilie Frøkjærs fiaskoprogram "Den Nøgne Sandhed" fortsætter.

Hvor TV2 selvfølgelig skulle afvise alle muligheder for at videreføre det håbløse format og samtidig ødelægge Frøkjærs ellers glimrende karriere, siger faktachef Sune Roland fra TV2 følgende:

"Vi ved ikke, om Den Nøgne Sandhed fortsætter, eller om vi skal lave noget helt andet. Vi arbejder med forskellige muligheder."

Det er uacceptabelt og derfor selvfølgelig Ugens Bad Press.

// © MPH

onsdag den 24. februar 2010

2010 er ikke TV2s år

TV2 er mildt sagt kommet dårligt fra start i det nye årti. Især når det gælder seertal på underholdnings- og dramaprogrammerne.

Det viser en gennemgang af seertallene for årets syv første uger, som Good Press // Bad Press har foretaget.

Faktisk er det kun sport, der har kunnet sikre TV2 ugens mest sete program, og det var under VM i håndbold.

Værre står det til med drama og underholdning, hvor DRs X Factor og Livvagterne med undtagelse af ugen med håndbold har indtaget positionerne som de mest sete programmer.

TV2 største satsning, Den Nøgne Sandhed, er en allerede velbeskrevet fiasko, men også søndagsnykommeren Glee (musical-TV gudhjælpemig) har ikke rigtig fået fat i seerne og er ikke at finde på nogle topliste for 2010. Det samme gælder den ellers voldpromoverede serie The Good Wife, som seeren også har luret som amerikanske efterladenskaber.

Det eneste TV2 tilsyneladende stadig kan er krimi, og De 7 mord og Station 2 har været sikre successer, ligesom Hans Pilgaard ikke har skuffet med Hvem vil være millionær.

De topper bare ikke længere, TV2.

// © MPH

mandag den 18. januar 2010

Den nøgne sandhed sælges billigt

Inspireret af den særdeles underholdende kamp mellem talkshowværterne Conan O'Brien og Jay Leno, der i disse dage slås om retten til at sende deres talkshow på et ganske bestemt tidspunkt i USA, kigger MediaPowerHouse i dag nærmere på det seneste skud på talkshowtræet herhjemme, nemlig Cecilie Frøkjærs "Den Nøgne Sandhed".

MediaPowerHouse er bestemt ikke imponeret. Panelet stinker, især Peter Mogensen, og emnerne, ja, det er ren Woman eller Costume. Vi kan egentlig meget godt lide Frøkjær, men det er uklart, hvad hun dog har gang i.

Amatøragtige youtube-videoer, så Susan K og siden Karen Thisted, der deltager i showet, men bliver klippet ud efter hun kommer op at skændes med Mogensen!?!

Seertallene er heller ikke imponerede, selvom programmet bliver sendt i bedste sendetid fredag og næstbedste sendetid lørdag (er det i øvrigt en permanent løsning, TV2? Har i helt opgivet kampen med X Factor - og hvorfor så ikke bare nøjes med lørdag?)

Nå, men hvor der er et MediaPowerHouse, er der en løsning. Conan O'Brien endte som bekendt med at måtte opgive at være vært på The Tonight Show, som han ellers havde overtaget af Jay Leno. Conan blev rasende og satte showet til salg på Craigslist - se evt. her

Derfor hjælper vi TV2 ud af kattepinen og sætter hermed "Den Nøgne Sandhed" til salg. Prisen er underordnet, studiet er flot og næsten ubrugt. Værten har seertække, panelet kan spille Bruce Springsteen til asylbørnene, ja, der er mange muligheder. Et (særdeles) uforpligtende tilbud kan sendes til goodpressbadpress@gmail.com


// © MPH