onsdag den 3. februar 2010

Presse Haiku XVII

Frank Jensen ligner
Saddam, Karen Thisted er
en Palin-kopi.

Læs Karen Thisted sammenligne Frank Jensen med Saddam Hussein her.

// © MPH

Presse Haiku XVI

Ved Søren Gade
At Michael Dyrby ved
Hvad Kaare ved

// © MPH

Fox News er mest troværdig

Det mener amerikanerne i hvert fald ifølge en ny undersøgelse fra Public Policy Polling.

Undersøgelsen viser, at 49 procent af amerikanerne stoler på Fox, hvilket er ti procent mere end nogen anden nyhedskanal.

Ikke mindre overraskende er Fox også den nyhedskanal som færrest ikke stoler på - 37 procent.

CNN er den næstmest troværdige kanal - 39 procent af amerikanerne stoler på Anderson Cooper og co. - mens 41 procent af amerikanerne siger, de ikke stoler på CNN.

Ikke overraskende er det hovedsaglig republikanere, der stoler på Fox, men 30 procent af demokraterne stoler også på Fox, der ellers af Obama er blevet nævnt som en politisk modstander.

Good Press // Bad Press undrer sig over, at man kan tro på en kanal, der som tidligere beskrevet har ansat hele oppositionen.

// © MPH

Island - ytringsfrihedens Schweiz?

Ytrings- og informationsfriheden trues verden over af terrorlovgivning og lømmelpakker, og nu mener et par driftige islændinge samt internettjenesten Wikileaks, at det skal være Islands chance for at komme tilbage.

Derfor vil øboerne nu huse kontroversielle data fra hele verden - og beskytte informationen med verdens mest liberale frihedslovgivning.

De vil med andre ord gøre det for information, som Schweiz har gjort for banker (og deres lyssky kunder).

Læs mere her.

Eneste problem synes at være, at hverken Island eller Wikileaks pt. svømmer i penge.

// © MPH

Haiti vs. New Orleans

Det kan godt ske hans seneste rockplade stinker, og at han er på vej i spjældet, men den amerikanske rapper Lil Wayne har stadig styr på prioriteringerne.

Da han forleden deltog i genindspilningen af We Are The World, der skal støtte ofrene i Haiti, fik han fyret følgende kritik af sted til pressekorpset:

"Before I go, I just want to say I think it's amazing what's been done for Haiti, but I also think it's amazing what hasn't been done for New Orleans. Thank you."

Lil Wayne, der i øvrigt skal synge(!) Bob Dylans linier i We Are The World, er selv fra New Orleans og har selv skrevet flere sange om Katrina.

Her på Good Press // Bad Press har vi fidus til Weezy og vil derfor opfordre folk til at læse Douglas Brinkleys "The Great Deluge" - den kan købes her og her

// © MPH

Ordet er atter frit i Swatdalen

Der er - endelig - godt nyt fra Swatdalen i Pakistan.

Den engelske afdeling af Reporters Sans Frontiéres rapporterer således om, at journalister igen kan udføre deres arbejde uden at blive truet eller at frygte for deres liv (i samme omfang som de måtte, da Taleban var on the high horse)

Hovedparten af områdets journalister har ellers været i eksil eller har været gået under jorden, siden kampene mellem Taleban og den pakistanske hær eskalerede i 2008 og 2009.

// © MPH

tirsdag den 2. februar 2010

Ugens Bad Press

Den republikanske senator John Cornyn er modtager af Ugens Bad Press.

Han er nemlig blevet afsløret i at have udsendt sin reaktion på Obamas State of the Union-tale inden tale var blevet holdt eller overhovedet havde cirkuleret blandt journalister.

Det var Politicos blogger Ben Smith, der opdagede miseren, og han postede selvfølgelig citaterne på sin blog:

Cornyn ville gerne citeres for mange ting, blandt andet også tonen i talen og fremførelsen. Se blot her:

"President Obama’s State of the Union address was like many of his other speeches - it was clearly well delivered and certainly he has a gift.”

“But I was a little disappointed because the problem the president has is not a communications problem —he really has a credibility problem. He’s made a bunch of promises over this last year, including one tonight that I liked about more tax relief. But we’ve all heard these promises before, and he simply hasn’t delivered.”


Efter at være blevet opdaget, svarer han personligt til Smith, der selvfølgelig igen viderebringer hans sprællen:

"I'm a little offended by the lack of journalistic ethics. This is really a matter for convenience of reporters and others."


Og Cornyn fortsætter med at forsvare sine udtalelser:

"Was I wrong?" he asked. "It was eloquent; he's got a gift of giving a good speech. I think I was exactly right. I wouldn't change a word of it."

WE LOVE IT

// © MPH

New York Post går til luder

I en lettere bizar artikel har New York Post brugt 500 dollars og penge til fly og hotel på at sende en af deres journalister ud for at have sex med USAs første, lovlige mandlige prostituerede - en såkaldt Prosti-dude.

Hun har dog ikke sex med ham - Markus, som manden kalder sig (han hedder Patrick), giver hende ellers massage og prøver at friste på anden vis, men Mandy Stadtmiller, som er den frivillige, fraskilte journalist vil hellere tale (og samtidig ikke afsløre sin identitet som journalist, forstås).

Men hun går dog i bad med ham nøgen og koketterer i artiklen med, at han bedømmer hende til at være en otter eller nier.

På Good Press // Bad Press er vi mildest talt lidt overraskede over, at de amerikanske medier kan slippe af sted med den slags. Over at de bruger penge på prostituerede, over at de er undercover, men bringer billederne uden sløring og over at historien endda er på forsiden.

I kan læse artiklen her.

Imens glæder vi os til at se reaktionen fra det kristne USA og til at se hvor lang tid, der går, før Ekstra-Bladet finder på noget lignende.

Her er et screen dump af et billede fra det tilhørende galleri:



// © MPH

Ugens Good Press

Ugens Good Press går til snestormen - eller Gud, hvis man tror på, at det er ham, der styrer vejret.

Snestormen har nemlig - i en godt udtænkt manøvre, der er taget lige fra kommunikationshåndbogen - formået at fjerne al fokus fra Haiti og de mange tusinde, der stadig ikke er blevet gravet fri af murbrokkerne.

Så tillykke til snestormen, breaking news-onanisterne og bedre held næste gang til Haiti.

Men hr. Gud - eller fru Gud - få lige styr på prioriteringerne.

// © MPH

mandag den 1. februar 2010

Absalon SLÅR TIL. Not so much

Hele Danmarks pirat-stolthed Absalon har igen-igen været i aktion.

En flok pirater nær Afrikas Horn har fået på munden. Eller det var de i hvert fald tæt på at få.

Kl 17.04 lagde SOK en nyhed på deres hjemmeside. Her konstaterer de, at Absalon har 'undsat' et skib, der var kapret af pirater.

Ritzau er på pletten og 18.20 tikker et telegram ind fra tjenesten. Det kan ses i sin fulde længde hos JP her. Et par udsnit af det lyder således:

"Absalon skyggede det mindre indiske fragtskib - en såkaldt cargo-dhow - over tre dage. Dhowen blev brugt af pirater som moderskib, og piraterne holdt skibets 12-mand store indiske besætning fanget, så de kunne sejle skibet."

"Piratmoderskibene anvendes af piraterne som base for deres angreb på handelsskibene, så de kan operere langt fra kysten i længere tid ad gangen. Derfor er det vigtigt at stoppe dem, siger chefen for Absalon, Dan B. Termansen" ( til SOK's hjemmeside, red.)

"Hvis vi forsøger at overtage moderskibet med magt, kan vi risikere, at civile bliver dræbt. Derfor er den bedste løsning at skygge skibet for derved at undgå, at piraterne angriber handelsskibene, siger Dan B. Termansen." (til SOK's hjemmeside, red.)

Good Press // Bad Press gennemgår igen forløbet i korte træk her:

1: Absalon opdager et skib
2: Absalon optager forfølgelsen
3: Absalon lægger sig i kølvandet på skibet efter at have konstateret, at det er kapret, og at der er gidsler ombord.
4: Absalon skygger skibet i tre dage
5: Skibet sætter kursen mod Somalia. Med gidslerne ombord
7: Skibet når Somalia med pirater og gidsler ombord
8: Piraterne slipper væk via et andet kapret skib
9: Gidslerne kan igen overtage skibet
10: Absalon hjælper gidslerne efter de er løsladt
11: Absalon konstaterer, at hele situationen er optimal og alting er en succes og lægger endnu en gang vægt på, hvor vigtigt det er at stoppe disse pirater.

Good Press // Bad Press mener der mangler at blive stillet en række spørgsmål:

Hvorfor er det en succes, når piraterne kan tage gidsler, sejle rundt med dem i tre dage og derefter slippe godt fra det?

Er det 'at stoppe piraterne' når man skygger skibet, ikke griber ind, og lader det sejle tilbage til Somalia med gidslerne ombord?

Hvordan kan det hedde sig, at Absalon "slår til" mod piratskibet, når det rent faktisk er det eneste Absalon ikke gjorde? (Bemærk, at "slår til" er en Ritzau-tilføjelse, end ikke SOK kunne svinge sig op til at kalde det det i deres egen nyhed)

Og sidst, men ikke mindst, hvorfor har Ritzau ædt den råt uden at stille nogle spørgsmål what-so-ever?

Absalon deltager fortsat i OPERATION OCEAN SHIELD (der er så vigtigt, at det skal staves med STORE BOGSTAVER). Og vil forhåbentlig kigge på massevis af piratskibe den næste tid.

// © MPH